Nyheder

Anmeldelse af Norton Antivirus 2013

Anmeldelse af Norton Antivirus 2013

Personligt har jeg altid haft et lettere anstrengt forhold til Norton. Deres konstante opdatering og dialogbokse om jeg nu er sikker på at jeg er sikker på at jeg vil åbne det program jeg lige har trykket på drev mig til vanvid. Så i de seneste år har jeg gået i en stor bue udenom dem.

Førstehåndsindtrykket af mit gamle hadeprogram er overraskende positivt. Installationen forløber relativt smertefrit, og det er en god feature at Norton tager sig af at afinstallere mit gamle antivirusprogram. Jeg skal selvfølgelig registrere mig i deres brugerdatabase og for sjov skyld installerer jeg også den medfølgende toolbar. Mest for at se hvad den kan.

Det viser sig at være en ganske god ide at installere deres toolbar. Udover det sædvanlige med status på de hjemmesider jeg besøger, har den en funktion de kalder ”Vault”. Når man åbner denne funktion husker Norton alle de adgangskoder man taster ind på de sider man besøger. På den måde slipper man for nogensinde at skulle glemme en adgangskode igen. Desuden er der også en ”Login-assistent”. Her kan man indtaste kortoplysninger (det lyder skummelt, men er det modsatte). På den måde kan man nu bruge sine kort på computeren uden at sidde og fumle med sin pung samtidigt. Andre funktioner i toolbaren er sikker søgning, rapport af hjemmesider og ”Safe Web” som angiver hvor skummelt dit valg af hjemmesider er. Men nok om toolbaren.

Norton er en undergruppe af Symantec, et stort firma som leverer til rigtig mange lande. Hvilket desværre betyder at deres hjemmesider bærer præg af et multinationalt firma hvor kundeservice er noget der er meget svært at finde.

At installationen forløber smertefrit er sandt. Norton har endelig fundet en måde at installere sig selv uden at man skal genstarte computeren, hvilket vi alle ved, er irriterende hvis man skal bruge computeren til at arbejde (den oprindelige grund til mit had til Norton var de konstante ”jeg-skal-genstartes-for-at-jeg-kan-opdatere-reminders). Til gengæld går finessen dog lidt tabt, da en afinstallation af det gamle virusprogram kræver en genstart af computeren.

Norton 2013 er designet til Windows 8, men fungerer fint på min gamle Windows 7 også. Det er dog værd at bemærke at man kan få mere ud af programmet på en Windows 8, da det har et mere avanceret samspil med nogle af 8'erens funktioner

Layoutet er dejligt brugervenligt, og her er det tydeligt at Norton har gjort sig umage for at lave noget der også fungerer godt med touchskærme. Man kan få programmet på sin mobil blot ved at skanne en QR-kode. Forsiden består af fire tiles: ”Status (som vises som ordene ”Sikker”), ”Scan nu”, ”Live Update” og ”Avanceret”, hvilket gør det meget nemt at finde rundt i. Status-tilet viser CPU-forbrug og tillidsniveau til systemets nuværende tilstand. Scan nu-tilet indeholder oplysninger fra sidste scanning og muligheder for brugerdefinerede scanninger. Et lille tvist er funktionen ”scan facebookvæg”, et af Nortons tiltag for at opdatere deres system til de nye sociale medier. Funktionen tager dig direkte til Facebook, hvor Norton efter dit samtykke (som ved alle app-anmodninger på Facebook) har scannet din væg på under 30 sekunder. Smart.

Updates er stille og rolige, og der er ingen problemer i at bruge computeren mens programmet opdaterer sig selv automatisk. Long gone er tidligere tiders irriterende ”Din-computer-er-muligvis-i-fare-opdater-mig” beskeder. Under ”Avanceret” har man mulighed for at slå specifikke funktioner til og fra.

Med hensyn til kundeservice og support, forsøger Autofix-funktion (fundet under support) først selv at rette ens problem, og dirigerer derefter en videre til et udmærket supportsite, med mulighed for at kontakte Norton.

Alt i alt meget meget bedre end jeg havde forventet. Norton har opdateret sig enormt siden mit sidste besøg. Deres funktioner er let tilgængelige, og de har fokuseret meget på udviklingen at funktioner som harmonerer med den nyeste teknologi. Hvis man vil skifte til Windows 8, eller installere det på sin mobil, er programmet er rigtig godt valg, men det fungerer også ganske udmærket på min Windows 7.

Download Norton Antivirus

Køb Norton Antivirus